«Gud forsyne mig for et kedeligt menneske den helten!» hvisked det; det var Anton Sørbærg, som snakked lavt og lo. — — De trængte varme; — og saa sad de og klorte rifter i sit eget bævrende kød for at slikke blodet! — —
Sørbærg hælded sig hidover, laa i Tordis’s blik; luften var lummer mellem dem, sjæl oste brunstig mod sjæl … den dybe forstaaelse! — det var dette sidste fnug drift, som laa igen umættet og skalv i luften og ikke blev til handling, som var det fine i sindenes lek. — —
Knockelmann saa op og smilte:
«Han kræker ganske godt — hva?»
De smilte. Det var bare Sigvart Stenshoug, som sad trist, luted og lytted i redelig tro paa høstens hulk.
Knockelmann læste videre.
Herman Ek kendte i en blink viftet fra det, som laa bagenfor hyblens stemningssvangre lummerhed, bagenfor sindenes klisne forstaaelse; der strøg noget langs hans sind, noget, som logred som et bidsk dyr og lurte lumsk paa sit snit.
Hyblen var intet tempel; en ormegaard
