Det nye var noget andet end gule blade og suk gennem gamle ridderborge! Det kunde være hvad fanden det var! men det var liv! var rørelse! — det skulde være det her i landet — liv fra dette land! Det nye skulde binde sindet og sindets tanke! — —
Han bladed skælvende i de franske digtere — de laa paa etagèren og stod i hylden, i gule og matblaa hefte-omslag og pusted tryghed fra det store uglade Europa, hvor de gamle idéer gisped og laa i dødstrækninger — der var ingen grund til ikke at gøre det samme her nord! — Han stansed ved et lidet digt:
«— blessent mon coeur
d’ une langueur
monotone,»
— det var høstens hulk, stod det, som saared … Han bladed videre, fra det ene hefte til det andet. «Dere følger nok med! dere følger nok med!» trøsted det godlidende fra hvert hefte. Med ét var det, som han sad i en dukkestue blandt smaabarn; det grøssed underlig gennem ham, som naar han mødte
