bonnetampen længer end aarring troværdig udenpaa aarring! Han ledte sig unna, ind i digtets rytmer igen, han sank og sank, uden mening, uden maal. Det var som han sad og drømte — det var som han ikke var ræd for døden længer! — —
Digtet var langt.
Herman Ek hørte Anton Sørbærg hviske. Han skotted bort — han sad og hærmed saa smaat og saa over til Tordis, naar de ord kom, som stevned saa endeløst langt; hun smilte sørgmodig med læber røde som blod. Det rykked i ham stille som vinternatten, den graa skygge for over hans pande med den blege tanke; han greb efter det, som skedde, efter en tone, som skalv og sprængte under formen. Men det stod underlig stille, gled langsomt, gled unna som kviklere, suged og slugte ud imod vigende hav: — det var ikke sit eget land han sang om! Her var intet — intet! al levende sang var han uden! Det var det, som suged saa endeløst langt ud! — —
Han sad lam og gal av rædsel, en navnløs havrædsel; han kendte sig igen som en liden gut som red udfor fossestryket paa glat
