Denne siden er godkjent
Det var fuldt paa hyblen, da Herman Ek traadte ind — han kom lidt sent, saa han maatte sno sig og stige vart mellem dem, som sad i lampeskærmenes dæmpede halvmørke Den unge digter, Helene Hartung’s fætter, som sang paa assessorens veranda om prinsessen dybt inde i skove, sad med et manuskript i fanget og læste.
— Herman Ek hadde lært i disse dage, at det var stemning, som holdt sindet sammen og spøgelset væk, den stemning, som flytted, som skifted. Han tog op sindenes leg fra verandaen — hans fars blod skulde leve! Han gik turerne med Helene som før og hvilte i viljeløs døs — han fløi ligeglad som en sommerfugl over hendes smaa meningers endeløse pjat. Han passed op Tordis, heded i
