ikke fortalt om noget saart minne, han hadde ligesom ikke tilhørt hende.
Hun saa angst op: «Vilde du bedt mig gaa tur idag, hvis jeg ikke var kommet opom dig?» — det tindred over øie og bryn som dugg ind i en solfyldt ungbirk.
Det varte før han svarte. «Jeg ved ikke,» sa han. —
Han stod og saa paa hende fra siden: — hun var en anden, eller han var en anden; det var ikke de samme ialfald, som hadde spaseret turen før! Og dette var gaat for sig idag saa rivende fort, at han sansed sig ikke — han stod her nu forundret igen og saa efter sig selv ligesom ude paa en bar vidde.
… Det var underligt med fugle-unger, som var faldt ud av redet — det nytted ikke for fremmede hænder at lægge dem opi igen, hvor vare end hænderne var. — —
«Jeg har dig med mig bestandig Herman, — bærer dig inde i mig,» napped hun; — «paa koncerter, i teatret, der op i stuerne — overalt har jeg dig hos mig.»
«Hm — har du det?» gled han sky unna.
«Ja hvor jeg staar og gaar, du.»
