mørke krok, maa jeg tænke paa tater og blinkende knive!» sa Tordis.
«Det var da forfærdeligt!» lo fætteren skinsyg.
«Det lyser rigtig saa eget av øiet og de hvide tænder!» sa Helene vagt.
«Det blinker tater og kniv!» trodsed Tordis.
Han kom i ustyrlig skælving — han maatte fortælle dem mer om sig: —
«Derinde paa moen laa jeg og lurte paa dette livet, — lod det gli forbi mig og vented: én gang maa det da faa en form, saa jeg kan kaste mig borti det, tænkte jeg, og fatte om det! — men aldrig fik det slik form, at det ligesom nytted at ta efter det.»
Det kom som en foss over ham: det var fra de saare hensyns dyb, det flommed frem til blide sind. Han vidste ikke, hvad han sa, — men det suged dem med sig; der var formløs dysterhed i hans ord, det var moens langsynte sus, som kogled …
— De fulgte ham for hunden ned gennem den mørke gang, da han gik, mens fætteren stod sur igen paa verandaen. Tordis sprang efter ham, da de skiltes:
