og ormen som sikled om lynge-busk, hørte moens sus.
«Ja det likte jeg!» sa assessoren glad og la avisen fra sig.
«Har du skrevet det?» kom det aandeløst fra Tordis; det var første gang hun saa paa ham i aften, og blikket satte rift i hans sind.
«Ja det er av ham,» svarte Helene og smaanikked.
«Jeg syntes bedre om det andet,» svarte det stramt, han kendte hvor hun retted sig.
Han foreslog dus med Helene i det samme — faren gik netop ind fra verandaen. Det skummed stridsind om dem en lang stund. Men hendes blik uroed ham — han kunde ikke fri sig for det; han ledte riften frem gang paa gang, ledte frem hendes øie ogsaa og lod det pine sig. Det fik saadan magt paa ham her paa verandaen, fordi de saare hensyn laa bare inde i ham — det var jo dybt derinde i dem at al denne glæden spirte i aften. Han flytted sig nærmere, pusted, suged hende stille til sig. Og ingen vidste det; han sad bare og saa paa hende — han var et umælende stordyr, som strøg og følte med lodne
