saa i samme skummende kok, som da han saa hende i veisvingens mørke — det var som brystet vilde sprænges. Han fik en tanke, sprang efter hende, men bare to-tre svære hop, stansed igen, vendte, rusled hjemover i den vaade vei forbi de alvorlige stabbestene. Og tankerne fløi i hans hjærne paa slump som sommerfugle. —
Han kunde ingenting ta sig til hjemme, gik ud og gik ind. Kvælden kom; han satte sig i fiskerstuens kammers — aften-dampenes brandrøde sol stod stille indpaa inderste bagvæg, hvisked i øret, titted i haar, slikked kind. Den blev væk; han sad og stirred som før ind i fjordens taagede nat: — hun stod der for ham, brystet som spændte, det runde haandled, lemmernes ellevilde linje under den tynde kjole …
— Naar skulde han bli fri for stridsindet, hjemmestuernes underlig vilde stridsind, som skabte skyhed av kærlighed og av trang til glæde! Altid var der orme under, som sikled og vilde stikke, yre av ondskap og gift! — —
Han sad udover natten og angred de syge hensyns saareste anger.
