«Det faar ikke hjælpe! vi vil leve — vi vil leve!»
Saa hvisked Sigvart noget; den anden svarte ikke, men gik, han saa, hvor han stod igen og visned.
— Bort i gaden mødte Herman Ek en langbolet ragget liden hund; den hopped tryg og klodset med de lange graa øren dinglende i lygtelyset. Den saa en anden hund og vendte, med halen gemt mellem benene kom den i vetskræmt gallop tilbage forbi ham.
Han kendte hunden, gik over paa det andet fortog, blev staaende og se; den kom igen, lige i skjørtekanten efter hende, prostens datter, som blev gal efter den sommernat paa heien hjemme. Hunden hadde mere mod nu, stansed op, lugted paa den anden hund, gjorde hop.
«Fy Richard!» smatted hun paa den. «Fy!»
De gik videre. Den anden hund fulgte og lugted. Han fulgte viljeløs efter dem; — hjemmet! … minnerne! … det døde inde i ham levned saa dragende stærkt! — —
Bag hjørnet stødte han lige paa hende, hun stod og snakked med «Richard»: «Ikke være stygg igen!» sa hun, kneb den i øret og tugted
