Med ét kendte han et pust over sig — fortrolig stille du:
«Du gaar i urene tanker her om dagen Herman; — gul i huden; mørk under øinene; folkesky …»
Han blev siddende og lute, ledte efter svar; han fandt ikke ordet — alle de ord, han eied, koktes skummende sammen: — denne mand famled ækkelt paa ham efter godt tag! — kunde han faa det her, var han ovenpaa! — —
«Jeg siger,» kom det lidt stærkere, «du gaa—aar i urene tanker her om dagen. Det er brynde, som plager dig,» la han til og trued ligesom spøgende med slap finger. «Det er angsten, som skriker efter frisk luft!» hvisked han.
Herman Ek spratt i veiret uden at ha fundet svar.
«Jeg gaar fan pine mig ikke i nogen tanker her om dagen!» knerted det i rasende fart som glatte smaasten langs glatte bærg.
«Naa da gutten — naa da gutten!»
«Og selv om jeg gjorde,» retted han sig som en kæmpe, «hvad kom det Dem ved, raaass — der — De — sidder!» Han slynged
