sker.» – I indledningen til hele samlingen staar det forresten at man gjennem denslags strengelek «bereder og bedrer sig selv til guds rike ved sømmelige seder og gode gjerninger og en salig død».
Kjærligheten som motiv er i og for sig intet nyt. Den var jo al ættesaga’s egentlige indhold; eller ialfald handlingens drivfjær og de første konflikters aarsak. Der er faa slike undtagelser som Hønsathores-saga, som Ravnkel Frøisgode’s, eller Valla-Ljóts-saga, hvor der ikke engang forekommer kvinder. Ialfald er det snart gjort at regne op de sagaer, hvor eros ikke forekommer. Kanske endog like saa snart som at regne op de folkeviser, hvor det samme er tilfældet. I Vazdœlasaga kurtiserer den kvindekjære og vakre Ingolf Valgerd, Halfred Vandraadaskalds søster, og mot hendes fars vilje; han blir endog ved med det, efterat han er gift. Og da han dør av sine saar, ber han dem «grave sig ned i et andet holt en der, hans frænder blev begravet, og sa at da vilde Vatsdals-møerne huske ham bedre, naar han laa nær veien. Saa døde han.» – Men der gives endog sagaer med tilløp til frivol eros. Fóstbrœðrasaga f. eks., sagaen om Thormod Kolbrunar-
