saa om at «draga fiðlu ok gigiu ok alskonar strengleikar». Men i begyndelsen av Strengleikar regnes der op en række instrumenter, som bruktes under sang i Frankrike – giger, trommer, orgler, tamburiner, salter o. s. v. Og i Tristan og Isolde (se L. Eckhoff’s oversættelse av Bedier’s utgave pag. 13 og 152) spiller man paa cithar og «vielle» og synger til.
Tristan og Isolde’s saga, samt Strengleikar, er nemlig den nye tids og den nye smaks mest utprægede bøker. I oldsagaen sat den gamle sagnekall mut og knap, bare fortalte, tok med hvad der trængtes for at gi billede og situation, utelot hvad der var overflødig. I disse nye sagaer, som handler om kjærlighetens absolutte ret, dens lek, dens kvide og fryd, smægtende uro og skiften, der sitter ogsaa én og fortæller – eller læser op; men det er en ung mand eller en ung dame – eller disses lydige page – som for et godt ord bryter ut av den episke ramme, forglemmer sig og den værdige, retiré holdning, gir sig pludselig til at skjelde ut eller lovprise midt op i fortællingen, lyrisk betat av hændelsens tunge indhold: Nu skal dere bare høre hvor fæl skurk den dvergen
