begrep. – Jeg skulde tro at det er i lys herfra, de maa sees, de hyppige tilfælde av nordmænds landsforræderi, det som kanske uhyggeligst slaar os imøte, da Knut den mægtige dukker op med sin pengesæk: Hele folket er tilslut bestukket! Til grund for dette ligger just ættesynet, den stivnakkede selvstændighetstrang, selvraadigheten, som i sin tid ogsaa drev høvdinger nordvestover havet til Island; det bunder netop i mangel paa hin enhetsfølelse, samfølelse, som vi ogsaa kalder statsfølelse. Og det fører uvægerlig til det, som statens lov-codex benævner «landsforræderi», hvorav der endog ned til de sene tider ikke forekommer faa tilfælde i Norges historie. Individet og samfunds-følelsen, den enkelte og mængden, – det blev konflikten, hvis uløselighet den ene besegler med sin fredløshet. Det er muligens ingen speciel norsk konflikt, eftersom den jo er av almengyldig art og har gaat for sig maaske mere eller mindre i alle kultur-folks historie. Der kan ialfald være delte meninger om det. Men hvor det gjælder Norge, kan der ikke være tvil: Der blev det en central og evig konflikt i mændenes sind og sjælsliv. Denne overdrevne følelse av egen og ættens værd er den tap, hvorom
