legemsfeil, som Harald Gille’s søn Magnus, som var «vissen paa føtterne». Og Inge Krokryg kan vel ogsaa ba hat litt av sin svakhet helt fra fødselen.
Slegten er tydeligvis skjør. Paa alle omraader er motstandsevnen reducert; stammen er av en eller anden indre grund ikke længer, hvad man kalder, aktiv race. Her spiller naturligvis ogsaa ind blanding med fremmede elementer. Den begyndte rigtignok langt tilbake i den graa oldtid. Olav den helliges saga gjør saaledes et par steder i forbigaaende opmerksom paa at der laa fuldt av «saksiske» kjøbmænd i Viken. Men nu mylrer der av utlændingen og ikke bare i Bergen. Slikt meldes i forbigaaende, hvilket viser, hvor det var almindelig; tyskere med kogger lægger sig fore om vinteren helt inde i Sandefjord med sine varer (1225). De store byer behøver jeg ikke at nævne; vi faar jo et indblik i forholdene her fra Sverres saga, hvor han raser mot «suðrmenn» i Bergen, den tids tyske brændevins-skippere. Der er utlændinger allesteds. Og Haakon Haakonssøn’s yndlings-gesandt Henrik Sendemand er tysk av ætt. Der er tyskere, som er specialister i kastemaskiner («manger»); fra Brabant optræder en viss Sigar, som vil sælge salver
