knapt en vise paa norsk grund, som i den grad færdes ute paa randen av det sentimentales grænse; det er elskovs- og ridderromantikkens stemme, føleriet fra Strengleikar’s og Haakon Haakonssøn’s tid. Og derfor indser jeg ikke, hvad grunden er til ændringen i den nye folkeutgave’s første bind – Norske Folkeviser, 1922, ved Knut Liestøl – hvor utgiveren synes at ha skiftet syn og i kommentaren mener at visen væsentlig er gjort paa det gamle Hagbart-sagn, mens den kun har laant enkelte træk av Tristam-romanen; det virker som noget i retning av hin ubevisste pendel-svingen.
Der er i og for sig ikke noget ærerørig ved import. Alt avhænger selvsagt av kraften i den haand, som griper og omformer stoffet i sit billede, her som i det gamle Hellas’s kultur og kunst. En digtnings indhold er i virkeligheten altid følelsen; handlingen er reisverk, og fællesgods saa uhyre meget av det. Ogsaa i folkedigtningen er det det. Kanske netop der, fordi der i høiere grad end i kunstdigtningen er et fælles apparat forhaanden at gripe til, og saaledes ved første øiekast den ene digter kommer til at skille sig saa vagt ut fra den anden. Men derfor blir ikke reisverket og ribberne det væsentlige, ikke fablen;
