naar man begir sig indpaa det erotiske. En videre utvikling eller egen art av samme underholdning var den stevning som nævnes i den fromme og strenge biskop i Holar Jon Ogmundssønss saga (i Byskupasǫgur) fra omkring 1100 (han var født ca. 1050); det kaldes at kvæde «tvimenning», som selvfølgelig ikke betyr at man synger tostemmig. Der staar: «En lek var svært paa mode blandt folk som var uskjøn, nemlig at man kvad til hverandre – mand til kvinde og kvinde til mand – forsmædelige og skamløse og utilbørlige viser. Men det lot han dem lægge av og forbød dem aldeles at gjøre det. Kjærlighets-kvad (mansǫngr) eller -viser vilde han ikke høre kvædet eller vite av at man kvad. Dog fik han det ikke ganske avlagt.» Nei, den gode Jon Ogmundssøn gjorde nok ikke det. Men det er mulig, elskovsvisens indhold blev mindre haarreisende, mer høviske end ved skikkens begyndelse. Den gamle «mansǫngr» var i oldtiden strengt forbudt i loven; og den voldte kamp og drap mellem ætterne, saaledes som vi f. eks. ser det i Vazdœlasaga fra Nord-Island ener i Fóstbrœðra.
I bryllupsgildet paa Holar gik man altsaa over til romantiske heltesagn – «løgnsagaer».
