ansigt med Vesuv og foran hin blanding av trollmand og klassiker, som det blev den antikke epikers underlige lod at gaa for gjennem hele middelalderen. Boccaccio søkte sammenhængen i selve sin jords indre. Han gik noget langt. Hans grundighet blev ogsaa siden hans svakhet: Han endte nede i den klassiske antik som sprænglærd humanist. Det blev i det hele renæssansens svakhet: Den sprang over mellemleddet, nemlig middelalderen. Og denslags kan hevne sig: der opstaar fornemmelsen av tomrum. Her i Norge hevnet det sig, da maalsaken kom, og man sprang over det, man letsindigen kaldte «dansketiden», – mente at kunne kvæde i vort sprog efter sagaolds prosodi. – Det kan bli en skjønssak, hvor langt ned; men det man hver gang søker, er det som med en vid glose benævnes «det nationale». Hvad det er, ved i øieblikket alle. Og dog er det vanskelig at definere, det vil si: gi det fast, almengyldig form. Det er med andre ord altsaa, hvad det skal være: en følelsessak, noget levende med livets skiftende konturer og med livets skiftende indhold, – enten man nu vil opfatte det i sammenhæng med éns kjærlighet til den jord, hvorpaa man er grodd op, eller man i det ser uttryk for noget
