v og til i Firenze faldt det mig ind at stikke indom en musikhandler og spørge efter «folkeviser» med musik – «canzoni popolari», sa jeg. Og man saa mig ind i øinene og forstod: man kom trækkende med gateviser fra idag. Jeg forsøkte at komme det nærmere: det var nationale folkeviser, jeg mente. Og saa kom de med populære og præmierte Piedigrotta-viser av ældre aarganger: Altid var det populasens viser, altid gate-viser. Jeg forsøkte at forklare at nei, det var gamle, jeg mente – noget slikt i retning av deres store folklorist d’Ancona’s samling av gamle sicilianske folkeviser. Man saa ganske tomøiet, og fortapt paa mig, som om jeg hadde spurt efter en lærebok i planeten Mars’ statsforfatning: No, signore, – noget slikt hadde de ikke. Og litt i retning av et medlidende smil fulgte tullingen tildørs. De ante ikke hvad jeg mente, hverken med «nationale» eller «popolare». Og det vilde
