tvekamp. – Det er kanske ellers ikke egentlig fordi fortælleren ikke har hjerte til at utlevere: det sker mer fordi han som hans eftermaalsmand ikke har ret til det. Hans skikkelser var og blev dog altid helter; selvbeskuelsen hadde ikke ført til forvitring paa noget hold. Der ligger paa den anden side ogsaa sagaens begrænsning som kunst: den er og blir énstrenget. Det er litt paa samme vis som f. eks. hos Homer, naar guderne overrasker Ares og Aphrodite i nettet og latteren skralder, – eller i Eddaens Hamarsheimt: der lurer et litet snev ironi bak gudetroen, som ogsaa tilfældet ved bestemte lag i eventyret. Denslags historier er beregnet paa middelalderlig naive tilhørere, som sat og lyttet; og fortælleren leker just paa eggen foran disse blanke øine: tro det den som vil og kan! Skjønt sagaen i sine træk er hedensk og urgammel, er den allikevel en langt fremskreden kunstners verk, som altsaa netop har forstaat det vanskelige: altid ved denslags at holde denne lek gaaende som virkelighet.
Men i Glums saga’s tone ser ialfald jeg eposets første høsttegn. Likesom Hamarsheimt, – om ikke kronologisk saa i aand – er et av Edda’s sidste kvad. Man er ved overgangen til noget nyt; racen viser tegn paa
