opsætsighet, at der stevnes ting til Kristkirkegaarden, hvor da Harald ber om naade og falder for Sverre’s føtter. Saa kommer dennes tur; han lager sig til at holde en av sine mange taler. Der staar: «Kongen saa sig om, tok sent til orde og sa …» Det er visselig første gang, man i vor historie skimter dette uimotstaaelig komiske billede. Men én faar ikke dømme for haardt. Dengang var hin mine nemlig ingen farce. Dengang var det et nyt syn. Nu er vi saa avstumpet likeoverfor denslags indledende pauser fra talerstolen, at det i høiden kalder paa vort smil; det tilhører prækestolens og folkemøtets komik, denne opvisning i fortættet energi, dette forsøk paa ildevarslende ørneblik utover den vankundige forsamling, og indgaar der som fast retorisk nummer – nogen faar det til, nogen faar det slet ikke til; men virkningen blir jo den samme. – Sverre saa sig om: Posør, mine – attituden! Og vi mindes atter Kongespeilets regler: Du skal staa med den høire klype om venstre haandled … Dette var i retorikkens morgen her i landet. Men det er kostelig at se hvor taletrængtheten breder sig; husker jeg ikke feil, begynder allerede Sverre’s søstersøn Per Støiper at holde taler, og
