Da svarte Thorgils: Slik blev der lovet Olav sikkerhet, at hos mig skal han være tryg; men fredløs er han om han er hos andre. Kort sagt: jeg sender ingen av mine mænd i døden. Og Thord faar gjøre med sit bortridt som han lyster. Olav skal ingensteds fare! Men vi skal prøve at la Thord faa være ganske i fred. – Da steg Thord unna bord; og det blaaste i ham rigtig ondt, men han sa ingenting. Da var det én som kvad dette:
Under laget det lange
lød der et brag – der brød en
væmmelig og voldsom
vind fra et bryst herinde.
Hu! Man holdt for næsen
haanden – fælt det aanded,
godens gab; det lugtet
gruelig i stuen[1].
Det er ikke fortalt, om Thord svarte paa denne vise. Men han og alle hans mænd gik ut; de fik tak i sine vaaben og klær, og red saa sin vei om natten til en anden gaard. Men som Thord steg ut blev følgende kvædet: Goden rapet, saa vi blev usams; stod hans haar tyndt i nakken, og hver mand
- ↑ Kaalund’s oversættelse.
