litt vanskelig for at holde maate, naar heltene beskrives og prises – og i det følger han vel ogsaa de tyske sagn; der kan opstaa slik overlæsselse at egenskaperne i grunden slaar hverandre ihjel. – Jeg oversætter som prøve det om Sigurd Svein’s ytre:
Sigurd Svein’s haar er brunt og fagert og falder i store lokker, og hans skjeg er kort og tykt og av samme farve. Høinæset. Bredt ansigt og storbenet. Og hans øine er saa hvasse at faa mænd nok var saa djerve, de turde se ham op under brynene. Hans kjøt er over det hele saa haardt som vildsvingaltens svor eller som horn, saa ingenslags vaaben bet paa. Hans aksler er saa svære at se til, at det var som tre mands i tykkelse. Hans legeme er overalt skapt i høide og tykkelse, som bedst staar til dette, og det er eksempel paa hans høide at naar han har omgjordet sig med sit sverd Gram som var syv spand høit, og han da var frem i en fuldt utvoksen rugaker, saa naar dupskoen saavidt ned i akren, naar den er opreist. Og dog er hans styrke sværere end selve skikkelsen. Og vel kan han faa sverd til at bite, eller kaste og stikke med spyd, eller holde skjold, eller spænde bue, eller ri paa hest, – og mange slags høviske kunster, som han lærte sig i de unge aar. Han er saa klok en mand at han vet forut ting, som endnu ikke er skedd, og han forstaar og skiller fuglers kvidder, og derav kommer det at saa. faa ting sker ham uforvarende … (Kap. 185 i Unger’s utg.)
Denslags uhyrlighet er ballade. Det er dit sagaen luter, trods sit gode episke program. Skrytet er kjæmpevisens tone. – Eller
