til sig alt mulig slags sagnstof som et vældig kvernøie: Bibel og hedensk mytologi som Vølund smed, Sigurd Faavnesbanes sagnkreds, eventyr, ja endog et skimt av en sid hat, som ligner Odin’s, der Attila’s mand Rodolf kommer til kong Osangtrix i Vilcinaland; endvidere Isold, og der er brokker av romaner om gjæve riddere, som dyster i sine farver og alslags rikt utstyr paa ædle gangere, med herlige sverd og straalende vaabenskjolde. Der er prinsesser som røves, dramatiske forklædninger og dødsforagtende helter, som gir sig ut for andre end de er og trænger ind i fiendtlige kongsgaarder. Og allikevel er sagaen som regel ikke egentlig damelektyre, slik som Strengleikar var; der er for meget om kamp til det, om smedkunst og sverde, om riser, – selv om der jo ogsaa ved siden av er erotik, frieri, abilgaarder og «kurteisi». Men lektyre er det. Sagaen er skrevet, og bærer ogsaa merke av det. Skrevet, som den selv oplyser i fortalen, efter tyske mænds sagn – man mener: i Bergen under Haakon Haakonssøn – og den er ingen oversættelse, men selvstændig gjengivelse eller bearbeidelse av tyske sagn. Det skal bli en saga, staar det, like navngjeten som Olav Tryggvason’s. Programmet er saa-
