fæste den efter Snorre’s Ynglingasaga, som fortæller om sveakongen Hugleik’s hird, at der hadde han ved sit hof bl. a. gjøglere, harpespillere, gigere og fidlere – altsaa som tidkort før Harald Haarfagres dage. Man maa dog ha lov til at gaa ut fra at disse fandtes fra vor historie’s begyndelse, saa der var vel bearbeidet jordbund for denslags import-kunst. Disse lekere og musikanter var repræsentanter for en helt andenslags underholdning end den høitidelige skaldskap: de er oprindelig det vestromerske rikes gjøglere og hofnarrer, dets «mimi» og «scurræ», som ved imperiets fald blaaste ut over verden lik hesteblomstens frø og bl. a. havnet hernord, samtidig med keisermedaljonger og antik mynt fra Trier og andre storbyer i rikets utkanter.
Men selvfølgelig maa der jo, som nævnt, av og til bli likheter og fælles træk. Av den enkle grund at det er det samme folk som er ute i begge aandsretninger og arbeider. Samt fælles motiver, som naskes fra folkets fond av eventyr og sagn. Karaktererne i ballade og saga blir saaledes ogsaa i sine handlinger de samme. Efter vort moderne krav til psykologi er jo sagaen iblandt noget summarisk berg den har for tæt av staaende,
