med trollet. Det er i saa fald indkommet kun gjennem mundtlighet, og ikke litterært, saaledes som ved de bibelske træk, jeg før har nævnt; eventyret leker der i det luftigste fjerne som hemmelighetsfuldt overlys. – Sagaen hviler ut paa stoffets vælde, likesom balladen ved de sterke, mættede momenter – jeg minder om Villeman aa Magnill, der han slaar harpen. Eller man kan opleve at den utvander et motiv, som f. eks. ved Njaals-saga’s skildring av Skarphedin og hans brødre, som gaar ut og ind i boderne paa Altinget for at be om hjælp i processen mot mordbrænderne. Ogsaa balladen kjender til det.
Men bak alt dette foreligger der egentlig intet direkte laan. Likheten skriver sig fra og bunder i levende, almenmenneskelig psykologi. Det samme gjælder ogsaa ved en række staaende situationer som er fælles for saga og ballade. Man eier dem sammen, det er fælles gods av den fælles kulturelle jordbund; man har kun øst av fælles kilde, og kilden er det levende liv i datidens Norge. Og er ikke gold manér, – om man end stundom kan være litt i tvil. Det sidste er saaledes tilfældet med «knattleikr» (ballspil), mens en slik ramhedensk sagasituation som «hesteting» balla-
