Thjotta, Thrond i Gata, det er mænd av selvsamme stof, ikke præget av forskjel i race fra enhver anden nordmand, men bare stemplet av denne natur, bare de farlige kysters mænd, det vaate, graasure klima’s og det stormende havs. Og fra vor egen tid har vi hat store politikere der nordfra, som heller ikke ganske fornegtet denne sin herkomst.
Disse øer ute i det farlige, vaskende hav, det er Sverre’s hjemstavn. Det er stoffet i ham. Og han blir ikke mindre for det. I slaget ved Fimreite mot Magnus Erlingssøn’s vældige overmagt ror tilslut Sverre i land: han lar sin saga si at han gjør det: fordi han ikke kunde komme ombord igjen i sit skib for pile- og sten-regnen. Jeg fristes ti i det træk at se en moderne strateg for første gang i Norge’s historie: han holder sig ikke fremst i ildlinjen for at dø med en god stub paa læben. – Eller da han kommer over til Norge som nyt kongsemne og reiser langs kysten og rundt i landet og ingenting nævner om sin byrd eller sine planer, saa er ikke det slik at opfatte at han nærmer sig landet høifidsfu1dt som en Herrens utkaarede, eller som han, sønderknust ved tanken paa sit himmelske kald, den hele tid var ved at be: Fader, ta denne kalk fra mig! Selvfølgelig
