var nok for det forsultne kupar og den sau
de hadde med i skuten, og for fjordhesten
ogsaa – eller kanske de paa forhaand visste
saapas om landet, at det ikke var nødvendig
ta med sig slikt, da urbefolkningen hadde;
for de får nok frem med ild og sverd. Ti
der sat vel folk her før, paa øerne og inde
i fjordene, underlegne i vaaben, men overlegne
i den kunst at fange havets dyr; og de enten
flygtet op i avdaler eller underkastet sig og
viste de fremmede, hvor laksen stod. Disse
nye var lærvillige. Og de viet landet herute
om Tysnesfjorden til Nerthus, sin frugtbarhetens
gudinde, som aarhundreder siden blev
sjøgud og blev mand og het Njørd. Der var
ogsaa andre guder som dyrkedes – selve navnet
Tysnes melder om det. Landnaamsmændene
begyndte her ute i Tysnes og paa Stord
og omkring Bjørnefjorden, hvorfra man langt
ute mellem de ytterste skjær aner havet og
skimter dets knuste stordynningers sprøit mot
himlen. Der var mer skog herute dengang
end der nu er; lierne opover mot himmelbrynet
var klædt med svær furu, og skogen
rak tilsjøs, med trange sund og øer og lønvaager,
om saa skulde hænde at fiende-skib
var ute.
Det var tætvoksne, korthalsede, herde-