dig hvem det er som i grunden holder tro i sagnene, liv i formen.
Island, hvor netop det avsides utestængte vernet sagaen, skaldskapen og bevarte fremstillingens kunst, det hadde dog sine mindeværdige utfarter iblandt; hjuringen, som staar der, har ikke engang et stortjeld at stirre mot: En opgit længsel! En stille gru! Det er hjurings-sjælen som mindes og holder liv i sagn og skrømt, han som gik lukket over sin egen fantasifuldhet de lange ensomme dager. Du møter hjuringen i deres stev: det indestængtes længsel, det asketiske driftslivs ubestemte og enstonige poesi:
«Eg lengtar, lengtar; eg gjeng’ aa drøimer,
naar lauve sprette og fossann fløimer.
Ko felar hugjen eg alli vait,
den æ som logande elden hait.»
Og ser du deres utskurd, den som er specifikt sætesdalsk, deres dragt ogsaa, men mest naar du ser deres rosemaling, disse mætte farver, dette frodige stillestaaende vas ind i hverandre uten løsning, og sammenligner den med den lettere længer vest i Telemarken, saa tænker du igjen paa hjuringen, som staar fjetret av heiens uklare magt:
Der mangler linjer!
