og med haken paa strupehodet for at holde den skjælvende stemme i bas. Det har utartet til en ondskapsfuldhet, som ingen hensyn kjender, absolut ingen! Alt trækkes frem som kan blotstille, latterliggjøre, døive, endog de selvfølgeligste, uskyldigste naturfunktioner; man sparer ikke kone, ikke barn. Der er oldtid over en saadan scene. – Den staar som seiervinder, som maalbinder den anden, saa han dukker sig famlende og stum under fantordenes grænseløse skred. – Det er gjerne de ældre, som ikke danser, som sætter sig nedfor slik, gamle rivaler paa frierstien, rivaler paa handelsveien, andre som har noget utestaaende. Man kan komme til at overvære mesterverker av form; vendingens virtuosmæssige slut, dens stik kan komme med en rent overvældende rutine. – I Sætesdalen lar de ofte fantordene gaa paa versfot og med rim, saaledes som tildels vore forfædre ogsaa gjorde. Ved stevets versbygning er han istand til at la fantordet bugte sig og gjemme sin gift linje efter linje, helt til den lille overraskende ændring, som helst levnes til det sidste rimord. Der er fuldt av nidstev i dalen som er for grove til at prentes. –
Det er produktive kunstnersind du træffer. Fantasien gir dem ikke fred; de har trang
