ken: «So vil eg take den til dikko,» sa han. Han sprang over grøften, tok tvers indover skogen. Han sprang, til de ikke længer kunde se ham; der satte han sig ned paa en stubbe. De to sat i kleiven og ventet, med stenen bak vognhjulet. – Han sat herinde saalænge, til hesten hadde pustet godt ut. Da kom han tilbake over veigrøften: «Nai, han va so snaape, atte! Jaja!» – De to blev lange i ansigtet. «Dæ va rækti leitt fy dikko, dæ,» sa han. –
Han kan fortælle. Han har medfødt stilsans,
og hans fremstilling kan stundom bli
saa slaaende lik den, vi træffer i de bedste
middelalderske folkevisers foredrag. Han gaar
medias in res, idet han forutsætter evne til
foreløbig orientering, og fremstillingen har titt
dette springende, idet fortællerens fantasi gaar
hurtigere end ordene – dette nye subjektiv-lyriske
moment, som sprængte oldtidens kunstform,
det rent episke. Jeg tar i flæng et
eksempel, hvor man hører folkevisen arbeide
og bølge under overflaten, saa sterkt at den
er like ved at bryte igjennem. En kone fortalte
mig ordret – samtalen hadde gjældt en mer
end 100 aar gammel halvraatten skriverstue,
som endnu stod paa gaarden Heistad:
dikko – dere.
