Sommeren helder. Det høstes ikke endnu;
men kveldene blir atter svale. Nogen
vældige tordenbyger har hjulpet. Og kornakren
er skjærr.
En morgen tidlig vaagner jeg av ustanselig rislen nede i marchesens palads-have, det er som en geschäftig spurveflok hadde slaat sig ned i hans guldregn-busk og nu kvitret hverandre i nebbet. Der staar en række muldyr og æsler dernede med sækker i kløv. En livréklædt kjæmpe, forresten i skjortærmer, marchesens majordomus i paladsets havedør, tok imot tribut fra leilændingerne omkring. Det var bønner, som blev renset med det samme, skudflet rislende mot det store sold og saa spadet i haug paa vældige presenninger. Den marchesen eiet visst alt her omkring; det blev sagt at ætten var begyndt som staldkarer under Bourbon’erne i Napoli. Og denne ætling hadde hat sæte i kongens raad.
