væsen var det motsatte – mild som et lam, husker jeg endog jeg sa. Da saa han mig ind i ansigtet med det stive, døde øie fra frihetskrigens store blodige slagmarker og gurglet langsomt: Altsaa, virkningen av feberen! Endnu har jeg i mit øre den vidunderlig stringente slutning fra hans rustne, urene strupe: «Allora, l’effettod ella febre»! – Jeg lurte mig til at titte paa temperaturtavlen over den sykes seng: 41 grader stod der og endnu nogen decimaler til. Saa il professore var en logiker. – Derpaa tok han mig for anden gang tilside, pekte paa vandbærersken i den svarte lasting, som fløi rundt i salene som om hun var hjemme: Si mig, hvem er den konen? sa han. For hun render omkring her blandt de syke. Jeg svarte at hun før hadde baaret vand for os, men at vi ellers intet hadde med hende at gjøre. – Men da bør hun ikke gaa omkring her i salene blandt de syke. «Ma allora –», gurglet det.
Saa en dag var al sygdom over. Barnelægen utskrev vor lille som helbredet: Nu kan De gi hende kaffe igjen! sa han. Hun hadde aldrig i sit liv smakt kaffe. Og morgenen efter var jeg nede for at gjøre op. Han var ikke tilstede, men jeg fik en titt ind i
