jeg hadde kjøpt sammen til smittens utryddelse – svovel, sublimatpastiller. Men han var ikke videre tilfreds med at jeg hadde foretat indkjøpet – han hadde ogsaa gjort regning paa provision; her mangler karbol! sa han streng. Og han avsted for at kjøpe – jeg antar, han sprang ned paa hospitalet og hentet. Han kom andpusten tilbake med en hel flaske karbolvand; hadde lagt ut to frank, sa han. Svært saa dyrt karbolvandet er i Aquila, mente jeg. Sissignore, svarte han og saa mig indtrængende ind i øiet: karbolvand er «una cosa di lusso» (luksusgjenstand). Og dermed gik han igang. De yttre rum blev tat med karbolvandet. Men inde paa tyfusværelsets gulv anbragte han en gammel vaskevandsbolle av metal; op i den la han svovelen og sublimatpastillerne, tørre og hele som de var; ovenover fra kant til kant la han saa en pinde, og om den viklet han litt avispapir paa midten – det var hans egen utpønskede metode, forklarte han: da brændte pinden av paa midten, og derpaa faldt enderne blussende ned i bollen til svovelen og antændte alt. Og saa satte han fyr paa, kom sættende ut paa taa, slog døren i, stod og holdt paa den – det var som «lunta brænder!» – og han rettet
