let sig paa tverke for at meddele sig, humret
ustanselig og dæmpet noget til de ældre, som
var mer tykhudet av vanen – scenen et litet
gripende billede paa de menløses martyrium
i livet ...
Farten stiger opover. Især den sidste bakke, der vi svinger op mot hovedporten og ind staden. Det gaar i rasende gallop, svepesmeld, skraal; det drønner under byportens hvælv. Av de sedvanlige larmende indtog som var en kirkefyrste værdig fra 16. og 17. aarhundrede, naar han kom akende i sin guldkaret. Og selv bytoldmanden, som er klatret op ifølge sin hverdagspligt, rives med: han bare titter ind, farer over pakkenellikerne bare med et rapt blik, springer av stigbrettet. Og det bærer videre avsted opover byen og ind paa torvet. Folket stod her og ventet, stimlet til og lette med øiet efter en eller anden rik reisende, en «ricco forestieren. De, som stod her i den heldende dag, virket væsentlig som skrapkaker av herkomst og laset ramp, som lever av rov og alslags tilfældig job – av disse livegne sjæle som altid repræsenterer en by utenfor stationer og ved diligencers ankomst. De kaster sig over familiens tunge kurvkuffert paa taket; man slites om den, og der er ikke
