lisme bærer paa spiren til dræpende determinisme; den er forsaavidt fiendsk mot individet. Det enkelte menneske er imidlertid alt. Og vi lærte her nord at forsaavidt gjælder det at gjøre sig selv til midtpunkt, det gjælder at isolere mennesket – og netop derfor er det saa nødvendig at alle éns instinkter er i orden. Det samme gjælder fremdeles, selv i varg-old gjælder det: individet er dog gnisten i hvert geni, som skapte noget virkelig nyt i verden.
Finde den rette vei i denne konflikt, eller rettere sagt: ophæve konflikten, saa det nationale, stammefølelsen – hvad man vil kalde det! – indgaar som jeg’ets eie, optages som den uutsigelige realitet i dets syn og smak og vilje og instinkt, som rytmen i éns temperament, som den mystiske nuance i éns livsmod, i éns klare tanke, ja som selve blindheten i éns lidenskap, – finde form for dette, deri ligger i grunden kjernen til al virkelig statskunst.
Overflod paa den er der for nærværende heller ikke, i Europa.