skjellig tid, saaledes som helt til idag. Den saakaldte «dansketid» er saaledes en for Norge passiv og svak national periode. Og det virker litt komisk, naar skolelærere endnu driver paa med at skjelde Danmark ut, fordi det var saa infamt at det underla sig Norge, eftersom det jo selvfølgelig er vor egen mangel paa motstandsevne som er den egentlige skyld. Her som andensteds, naar ikke en knusende militær overmagt griper ind og avgjør saken. Nederlaget er altsaa bare tegn paa at selve vor nationale bevissthet var sløv; «dansketiden» er indirekte kun uttryk for det.
Det særpræg indbyrdes, som de tre stammer viser, bunder delvis i blandingen med mer eller mindre fremmede folke-elementer; blandingen er urgammel, man møter resultatet alt i de ældste sagaer, hvor man dog i den anthropologiske forbindelse endnu tror at skimte faktorerne, selv om de tegnes forskjellig, iblandt med et skjær av fordom, som man ogsaa kan støte paa det i nutidens romaner; jeg minder i saa maate om venderens eller den blonde Østersjø-mands stilling og indsats hos Turgenjev: der er han en god, ordnende magt, som atpaa bidrager til rent litterært at skaffe fortællingen det konstruktive, reisning, bevægelse, handling, Helt anderledes
