syn samlet paa grundlag av mange enkeltheter. Og i livsvisdom var der ikke genier uten det; en Machiavelli var ikke til uten den merkelige evne i at generalisere de smaa oplevelser, saa han allerede i 26-aarsalderen traadte moden frem.
For at komme til indsigt i typer, arbeider man endvidere med utveksterne, fordi utveksterne kaster skarpest lys og redegjør tydeligst for det bestemte stof, uten hvilket jo utveksterne vilde visnet hen. Er det f. eks. ikke paa nerveklinikerne, man studerer den menneskelige psyke? – Filisteren faar læse vore bøker som han altid har gjort, – som Fanden læser Bibelen.
Men særlig er det under «romantiske» perioder at folkeslag manifesterer sin egenart. Ti det er just efter sit ansigt, de da famler. Det skedde f. eks. i Italien under den saakaldte «barok», mest gjennem det de dengang præsterte i arkitektur og park-anlæg, hvor rumfølelsen gjenopstod med suveræn tilegnelse av landskapet, der længselen færdedes og stirrende befolket det fjerne, istedenfor renæssansens overfladiske, konventionelle naturforundring. I denne praktiske beherskelse av terræn slog italienerens teatralske geni ut. – Og vi har Tysklands stormfulde romantiske gemyt med alle dets formløse utvekster, med
