har vi med mellemrum oplevet det; og vi ser, det gaar akkurat likedan for sig inden alle folkeslag ute i Europa: det gaar for sig med evig kamp mellem det egne og det internationale, mellem éns genuine evnes produkt og importen. Og naar disse «europæiske» retninger kommer saadan blaasende, saa sker det i den almene aandsfrihets navn, med andre ord: saa er deres mission egentlig kun dette negative, at faa de tilspikrede vinduer op, saa éns eget aandsliv kan puste. Men hver gang fører det uvægerlig atter til reaktion, eftersom det fører til ny selvfordypelse, til ny selvbeskuelse. Og atter maa saa de tilspikrede vinduer op for at gi frisk luft. Saadan er nu engang utviklingens lov; ja, kjernen i al aandsutvikling er inderst inde denne strid. Det gjælder at komme det halvkvalte individ til hjælp; ti det internationale er individets ven.
Men paa samme tid er det jo altid kun det individuelle som egentlig skaper nye værdier i aandslivet. Og dette motsætningsforhold igjen, nemlig mellem individet og det «nationale», hører – og har hørt – til kulturens store problemer, til de friktioner, hvis hete altid drev frem nye spirer. Der ligger den anden store rivning. Saa det gaar saamen
