bare døde frø, som nu ligger der igjen paa sandgrund. Byen har siden hat en tysk ri, idet den tok op og fortsatte danske-tidens kulturforbindelse. Toneangivende, det vil si: fordummende, blev nu heller ikke den moderetning. Hverken England eller Tyskland naadde til at bli byens læremestre i kultur. De tok feil. Byen er for træg og beholdt sin kantethet. Intet bet paa den. Eller vi sier det saa: gemyttets selvopholdelsesdrift var altid sterkere end rierne. Og efter tyske-rien faar den nu Jean de France’rne, som krigsaarene puffet frem, typer av nybakt rikfolk, velklædd raaskind iblandt, – som lager palæer og sætter sig fast og tror sig at være Kristiania. Hul og kostelig blir den at skue. En morsom og lattermild tid. Og dens mænd farceføde. Der er allerede adgang til at beundre et par nyopførte chateaux.
Under byens bryske og kantede væsen gjemmer sig dens sjæl. Jeg stanser ved det træk. Byen er mutt, fordi den er sky; og den er sky, fordi den er varm. Den maskerer sig, som skisports-ungdommen før myndighetsalderen gjør det. Steilheten, kantetheten dækker over et oprindelig følelsesliv, en sjelden urørthet. Den vet ikke av fusk
