av overgangen ved dem. Hadde du sat over elven til Aaraksbø længer sør, til den side hvor postveien ikke gik, vilde du kanske hat samme indtryk av en og anden døl – noget som en overgangens slitthet; paa Aaraksbø stod i sin tid et verk, hvor «slusken»s, grubearbeiderne, har omgaas dølerne og delvis paavirket – det er grunden der. – Men Hyllestad er overgangen til Valle. Du forlater elven, tar over en lav aas; saa er der en bro, dalen blir trang en stund. Saa har du Valle hoved-sôkn.
Der er noget ved Valle kirkebygd som altid faar mig til at tænke paa Røldal, stængt, mørkt, haardt. Valle er nok flatere end Byglands hovedsogn, bredere ogsaa; men der ligger mørke glatte fjeld like indpaa sletten. Dølerne her er nok lysere av haar, og de bruker lysere vadmel i sine klær end Byglændingen; men Byglændingen «rosesaumet» dem helst med det muntre lyserøde klæde. Valledølen bruker det dæmpede grønne. Motsætningernes spil er likesom ophørt; Valle-dølen er mer éns og indadvendt, er mørkere av sind, har været mørkere i ugjerning, naar det kom til det.
Hyllestad sôkn er overgangen mellem det lyse Bygland og dette mørke; derav kommer