Side:Kinck - Steder og folk.djvu/130

126

dig kræmmer-adel bak vindusrutene, og en kai med race-utflytende fysoignomier som i sit opsyn bærer en livsvarig, munter hilsen fra verdens forskjelligste sjøfarende matroser? Og Tizians gyldent blonde haar møter èn nu blandt byens bærme. Eller hvad er Madrid andet end aandløshetens og ledens gravsted med obscurantismens uutslettelige stempel fra Filip II’s glædesløse styre? Eller München andet end forloren imitation av forloren antik, eftersom ogsaa den tok omveien over Rom? Der er nemlig intet av Hellas i München. Eller den chianti-skarpe, maliciøse kræmmerby Firenze. Overalt trær byers karakter èn imøte straks i det ytre gatebillede – enten nu æns opfatning er rigtig eller ikke. Eller byen ved Seinen, Villons lystige og makabre by, vaarens blide by, de graastammede plataners stille by, al sansesløs og bortgjemt lykkes by? Eller Toledo, hvor et helt snadrende torv pludselig kan bli taust og falde i staver av nysgerrighet ved et fremmed ansigt? Eller Rom? Endog Roms sjæl tror et flygtig blik sig at fange, skjønt den er optrevlet, utvisket, fordi dens fortid var saa svær og oprevet, fordi dens historie er bundløs som skarndyngen paa Testaccio ... Ja, saadan