dig kræmmer-adel bak vindusrutene, og en
kai med race-utflytende fysoignomier som i
sit opsyn bærer en livsvarig, munter hilsen
fra verdens forskjelligste sjøfarende matroser?
Og Tizians gyldent blonde haar møter
èn nu blandt byens bærme. Eller hvad er
Madrid andet end aandløshetens og ledens
gravsted med obscurantismens uutslettelige
stempel fra Filip II’s glædesløse styre? Eller
München andet end forloren imitation av forloren
antik, eftersom ogsaa den tok omveien
over Rom? Der er nemlig intet av Hellas
i München. Eller den chianti-skarpe, maliciøse
kræmmerby Firenze. Overalt trær byers
karakter èn imøte straks i det ytre gatebillede
– enten nu æns opfatning er rigtig
eller ikke. Eller byen ved Seinen, Villons
lystige og makabre by, vaarens blide by,
de graastammede plataners stille by, al
sansesløs og bortgjemt lykkes by? Eller
Toledo, hvor et helt snadrende torv pludselig
kan bli taust og falde i staver av nysgerrighet
ved et fremmed ansigt? Eller
Rom? Endog Roms sjæl tror et flygtig
blik sig at fange, skjønt den er optrevlet,
utvisket, fordi dens fortid var saa svær og
oprevet, fordi dens historie er bundløs som
skarndyngen paa Testaccio ... Ja, saadan
Side:Kinck - Steder og folk.djvu/130
Utseende
Denne siden er ikke korrekturlest
126