nede i tøflerne, – jeg spør: hvad er det for et hus, som staar bedst og egtest til den lyse stund? Naturligvis kjender jeg ljorestuen eller aarestuen, hvor der er sat ind kokeovn og rør, med dagslyset gjennem gullige og grønlige og brunlige og blaalige smaa ruter; den er som en uforglemmelig drøm, en deilig hvile ned i fortid og ætt. Et fjernt, vidunderlig motiv! Men den er bare ikke til at bo i for den som lever. Den er et motiv. Jeg drister mig selvfølgelig ikke til at fælde en dom om hvem av de to hustyper er mest praktisk, det vil si: mest holdbart i vestlandets klima. Jeg vet kun hvad der for mig klinger bedst sammen med solbjart sommerdag der vest i fjordene: Det er det bordklædde, hvitmalte hus med sin ark, med øiet mot utenverdenen. Det hører den blaa eller jøkelvandsgrønne sjø til og havgulen, naar morgenen netop er sprunget ut; og det hører de graa, glitrende fjeldsider til med alle de blinkende sølvtraader av silrende bækker og med sommerhetens rødskjær dirrende langt inde over den tindrende snebræs vældige hvælv. Brisen pusler i eføi og kaprifol. Eller naar fjorden ligger lat og døser i middagsdisen; og det er blikstille, og huset nytter paa, ligger og speiler sig i sundet sammen med bræen ... smaabølgers klukk
