Franskmanden Taine, som behandler aanderne som kemikalier, hævder et par steder i sine bøker at renæssancekunsten i Italien skjøt frem og naadde sin storhet netop fordi man her søndenfor Alperne var kvit germanerne og alt deres uklare væsen. I motsætning til ham ser man, i den sidste tid, hvorledes unge tyske specialister paa det racehistoriske omraade, som L. Woltmann (Die Germanen und die Renässance, 1905), reducerer den romanske races andel i Italiens renæssance-kunst i den grad, at omtrent alle større italienske kunstnere erklæres for blonde germanere at være: baade filologisk, nemlig ved undersøkelse av deres navne, og antropologisk, tror han at ha godtgjort det.
Det er saa: for den som kjender italieneren som han er i øieblikket, og specielt tror sig at ha en fornemmelse av det særlig italienske gemyt, av aandsbeskaffenheten i sin almindelighet, – for ham blir meget av renæssancens kunst, psykologisk set, uten forbindelse og bakgrund et
