død er den slintret, tør, uten smak. Du fugl og frænde, «ædle svane», ta min aand som italiensk skribent og la mig taa være dig. Saa slipper jeg at se eller høre mer om politik og kunst, og kan flygte ut under solen og flyve bort, likegyldig hvorhen, likesom du…
Men det var særlig under dette polemiske veir, at Carducci i stilhet gjenreiste den italienske prosa. Jeg tør selvfølgelig ingen avgjort mening ha her, eller vaager veie hans vers mot hans prosa. Men ved at læse hans artikler maa man ved enkelte av dem faa det indtryk, at hans betydning her vanskelig overvurderes; jeg skulde tro, at den side ved Carducci’s virksomhet endnu ikke har naadd den plads i den almene italienske bevissthet, som den fortjener. Hans prosa er blomstrende, billedrik; men den er ogsaa skarp og rammende; han ridset op igjen de konturer, som var visket ut i vage røkelsesskyer under Manzoni – eller rettere, under hans efterlignere. Italienerne roser ham for at han finder det tændende ord, som gir visionen, det umiddelbare billede – den fuldkomne glose, «vocabolo perfetto». Han er substantivernes mandige dyrker, mens yngre sprogpenslere jo lægger mer elsk paa det adjektiviske – hvad der jo har harm en viss slimet ufriskhet, «stil Liberty». Men periodernes væverhet, vendingens mangfoldighet, er kanske det bedste billede paa hans ustanselig skiftende, aldrig hvilende vitalitet.
Forfattere som Annunzio hævder ialfald at Car-
