godtgjort i sine romaner. Saa, skulde en gjenreisning av det græske drama med dets pinefulde uavvendelighet – «ananke» – være paakrævet, saa var han manden. Mens nemlig hans fantasi slaar klik i karakter-tegningen, og en plastisk vanmagt præger alle hans bøker, – saa er det her, i at variere den pinlige situation, hans opfindsomhet er uuttømmelig. –
Jeg kan ikke se at hans stykke almen-kunstnerisk betegner en fornyelse. Og jeg lægger selvfølgelig ikke da vegt paa ting, som at den erotiske situation i mangt og meget er den samme som i hans drama La Gioconda; eller paa ting, som at denne art av erotisk magtstjaalenhet hos manden er tegnet før av Verga, eller at endog Mila-skikkelsens stilling er kjendt som hovedtype i den sicilianske forfatters bondenoveller.
d’Annunzio har ikke egentlig villet gi et sanddru folkelivs-billede av svunden tid i Abruzzerne. Ved tegningen av skurfolkene er der vistnok trukket op nogen kraftige linjer; men den primitive sjæl har han ikke tegnet. Det er tildels betuklede bønder, ballet-bønder, – især kvinderne; de bærer ikke dragter engang, de bærer gevandter, det er grazier fra Botticelli’s «Flora». – Og som arkaiserende artist har da ogsaa bokens illustrerer De Karolis forstaat digterverket. Han har overlæsset det med den slags bugnende vignetter, med den slags initialer ved
