ende. Der er ingen overvældende tro paa liv; der er nok beruselse, men det er ikke kraftens eller livsmodets: det er livsforsagthetens svir, noget som en løssluppen begravelse. Men naar han saa vaagner, er han rigtignok igjen den samme kloke romer, indtil næste «furor». – Digtet bærer som motto: «Necesse navigare, vivere non necesse» (nødvendig at seile, ikke at leve). Det er ødselt sagt. Der er fandenivoldsk selvødelægge1se i det. Men saa vælger allikevel digteren Ulysses til sin helt, manden med evne til at hytte sit skind, manden med den store levedygtighet! Allerede i utkastet er der altsaa denne brist, denne livsfilosofiske halvhet.
Det er det første jeg har at indvende. Men det er selvfølgelig ingen avgjørende indvending; for derfor kan man jo likefuldt lægge sig hen i digtet og la sig overrisle av dets rytmer. – Det er heller ikke dræpende, skjønt man blir en smule forstemt ved det, at det er Nietzsche, som dukker frem; det blir noget av en poetisk attitude, denne hedendom, uten tilstrækkelig saft, polemisk usikker, frydløs paa bunden. – Det er heller ikke en avgjørende indvending, at en livsfilosofi, bygget paa «Bellezza», logisk set, blir en cirkel; ti hvad er «skjønhet»? Forskjellig efter racers og stammers syn – sammenstil bare den hollandske renæssance’s mestre med de italienske! Og desuten et begrep skiftende utover tiderne, som en kork dup-
