Hvor i al verden har den gamle kunstsmak tat veien hen? – Den gamle kunst har værd forsaavidt den kan avhændes, eller lokke turister til landet; dette sidste syn fremholdes i deputeretkamret, naar den overhaandtagende eksport av gamle kunstsaker er paa dagsordenen. Og paa samme sted saa jeg engang en folkekaaren uttale sig om det vældige Viktor Emmanuel-monument paa Capitol, at det var beklagelig det tok slik tid, sa han, før det blev færdig, fordi nu for tiden «de æstetiske revolutioner følger saa forfærdelig fort paa hverandre»! Det var istand til at bli forældet før det var færdig. De ord gir et indblik i kunstsmaken. Stans foran kunsthandlernes vinduer; eller foran de større bokhandlere og betragt bindene, som ligger der i arkaisk pragtutstyr. Parfyme-vignetten og det ældgamle træsnit har møttes – «Arte Nuova», som det heter. Stil «Liberty». Borgerligheten, naar den ifører sig fantasi. En bold for de «æstetiske revolutioner».
Der er en italiensk forfatter, hvis bøker man den senere tid støter paa i vinduerne i det komisk sjælløse, anstrengt naive utstyr. d’Annunzio boltrer sig i denne kunstsmak og strækker sig og soler sin aand. Hans drama Francesca da Rimini kom i det utstyr. Og i det kom den vældige digtcyklus med den omsiggripende titel: Laudi del Cielo (pris av himlen), del Mare, della Terra e degli Eroi (heltene).
