Gabriele d’Annunzio laget omkring aarhundredskiftet sit drama Francesca da Rimini, som begyndte sin gang over scenerne ved juletid i Rom, og hele vinteren stavret sig frem gjennem norditalienske teatre – stavret, trods Eleonora Duse’s spil, trods claquen, trods stadige ændringer og strykninger. Stykkets ankomst til en ny by betegnes altid ved en saadan notis til aviserne om en foretagen ændring i en akt. Først har han altsaa levert Duse et i dramatisk henseende halvfærdig utkast. Saa gjør han ved ændringernes art publikum paa en maate til medarbeidere, og denne smigrende tagen-med paa raad gjør dem lemfældigere i deres holdning, mere avventende. Og stykket stavrer sig imens trofast frem ved Duse’s hjælp, med et svakt haab om at bli et mesterverk tilsidst. Og forsigtigvis befordret han foreløbig kun en akt i trykken i et tidsskrift.
Dette stykkes historie er typisk – typisk for ham, typisk for saamegen yngre italiensk kunst, og det fremkalder for ens syn paany det fornøie-
