«folk» o.s.v. forveksles; for mangen blir ogsaa studiet som at ville tælle flokerne under yrt snedrev, – og det blir det mer og mer, jo længer man, koglet og forfalden, stirrer ind i det. Det antropologiske studium er desuten, som bekjendt, ilde set, baade fra konservative riksenheters side, som vaaker over sine unaturlige konglomerater, og hos de yderligstgaaende fremskridts-partier, fordi det her kommer paa tverke med deres arv fra den franske revolution, med læresætningen om menneskenes likhet. Som om folkeslagene nødvendigvis maatte komme op at slaas, straks de blev sig sine forskjelligheter bevisst! – Saken gaar imidlertid sin videnskabelige gang, og vil nok før eller senere rykke i forgrunden; et tilsyneladende uskyldig studium som folklore, som jo i al stilhet sokner efter folkepsykologiske karaktertræk, blir uvægerlig et led i den selvsamme utviklingens gang, fra den dag det lægger frem de almengyldige resultater, som peker ut over barnekammeret og kuriositeten.
Man har indvendt imot Woltmann’s paastand: jamen hvorfor blev da ikke renæssancens kunst like stor – og større – i hjemlandet nordenfor Alperne, hvor der var endnu mer germaner, udelukkende germaner? – Det er selvfølgelig en træffende indvending; med den rammes, synes jeg, hans ensidighet: Woltmann er jo Taine opigjen paa den motsatte kant. Spørsmaalet race
