som fruer fra den gamle tid sedvanlig gør. — Han hjalp til alligevel: — Ta bare kjolen av hende, sa han; — spar hende for resten! … Ja her er stærk søvndyssende luft opover dalen! Al den naaleskogen! — Saa løfted han den lille op, som blev ved at sove: — Ja bære hende, skal jeg da! — Og han bar hende sovende bort i hendes egen lille hvide sæng.
Der kom karfolk klampende op trappen — den var saa gammel at den hven under hvert skridt; det var kørekarene som satte fra sig resten ind paa salen, nogen haandkofferter. Og den unge præst trak lommebogen op for at klarere, lidt forlegen og tvilraadig, for de var jo mødt op paa stationen uden anmodning. Fruen saa nysgærrig forskende paa dem, for ægte døler hadde hun ikke set saamange av i sit liv. — Aa, det var rétur-lass! svarte det, saa det var ikke noget større ta for … Noget større ta for! gentog det ruggende blandt dem. — Jo visst! Jo visst! svarte han. — Taksten er jo 1½ øre kiloen, sa stations-mesteren? Og jeg syntes dere sa, hvert lass kom paa en 600 kilo? — Men lommebogen var da alt paa vei til at forsvinde af delikatesse. — Noget større ta for! brummed det utilgængelig; og klamped saa ned den knirkende trap. — Vil de ikke
